PRO 2006 Charlottenborg Retur til forside

Danmark var et yndigt land - af Øjvind Larsen

> Da jeg i tidernes morgen gik i skole, handlede den meste undervisning om Danmark. Vi lærte Danmarks historie. Kongerækken blev lært udenad fra Gorm den Gamle og frem til Frederik den IX. Vi lærte i geografi Danmarks åer, byer og meget andet udenad. Det var kort sagt en tid, hvor Morten Korch filmene kunne vises til glæde for mange. Danmark var et yndigt land. > Udenfor Danmark lå den store verden. Frankrig var for eksempel udlandet, og man skulle vise pas og visiteres ved toldstedet, når man rejste ind i Frankrig. Jeg husker selv, hvordan jeg rejste et år til Frankrig i midten af 60erne. Det var virkelig langt væk, og jeg blev vaccineret, som om jeg skulle på rejse til det indre Afrika. > Hvert land havde den gang sin egenart, og alle de andre lande var udlandet. I Frankrig erfarede jeg det samme som i Danmark. I det år jeg boede i Frankrig, hørte jeg ikke et ord engelsk eller tysk i radioen. Alt var på fransk og handlede om Frankrig. > Sådan er verden ikke længere indrettet. Det begyndte for os danskere med, at vi skulle ind i Fællesmarkedet. Der var aldrig nogen diskussion om de politiske mål med fællesmarkedet som et forsøg på at skabe en varig fred i Europa. Det kunne ikke interessere os danskere. Vi tænkte kun på flæskepriser og priser på bildæk, da vi med et spinkelt flertal tog en beslutning om at komme med i fællesmarkedet i oktober 1972. Vi havde jo ikke været i krig siden 64. Ganske vist havde vi været besat af Tyskland under 2. Verdenskrig. Men reelt var der ikke krig i Danmark. Vi var med samarbejdspolitikken en slags lydig samarbejdspartner med Tyskland, hvilket vi ikke bryder os om at tænke på i dag. Derfor var det meget heldigt, at vi nåede at blive anerkendt af de vestligt allierede i januar 45. På den måde lykkedes det os hele vejen igennem at følge de dominerende magtforhold, samtidig med at vi nu på grund af den lille modstandsbevægelse kan hylde os i den illusion, at vi gennem modstandskamp altid holdt den danske fane højt rejst mod himlen. Det er i øvrigt den samme politik, vi stadig følger med vor såkaldte alliance med USA i krigen i Irak, Afghanistan, osv. > Vi danskere er en nation, som elsker at hylde os ind i illusioner. Man behøver kun at se vort nationale epos Matador for at få dette bekræftet. Med skyklapper vandrer vi gennem historien. Den store verden vil vi i vor nationale fortælling helst have lidt på afstand. > Det gælder også vor vej ind i det nye Europa, som er ved at blive skabt. Vi er med i EU, Den Europæiske Union, som det nu hedder. Men vi har ikke nogen politisk del i dette projekt. Den offentlige diskussion af Europa findes ikke i Danmark. Tænk blot som eksempel på diskussionen om en eventuel forfatning for Europa. Den var helt fraværende i Danmark. Vi lever stadig, som om Europa ikke er vor sag. > Men Europa er vor sag, fordi vi administrativt for længst er blevet integreret i Den Europæiske Union. Der er rigtig mange af vore love, som gives som direktiver i EU. Vort retssystem er også for længst vidtgående blevet integreret med de andre europæiske landes retssystemer, og den europæiske menneskerettighedsdomstol er blevet en anden højesteret, som danske retsafgørelser kan ankes til. Dertil komme den økonomiske integration, hvor vi også er fuldt integreret med de andre europæiske lande. > Men lige meget hjælper det. Vi vil ikke have med det at gøre, og vi vil ikke se det i øjnene. Politisk beherskes Danmark af en bornert antikveret romantisk national ånd, som ikke har mere med virkeligheden at gøre end de Morten Korch film, som jeg så i min barndom. Politisk domineres Danmark af den nationalistiske fremmedfjendske politik, som har ført til, at selv unge ærkedanskere, som kan føre deres stamtræ tilbage til Gorm den Gamle, havner i Malmø, når de vil leve sammen med en ikke-dansker, en fremmed. Det er ikke kun die dänische Volkspartei, som står for dette antikverede nationalistiske projekt. Dänemark für Dänen, det er langt bredere forankret i store dele af befolkningen. Ser man på det politiske spektrum i Danmark, er det et stort flertal, som støtter den politik, som den danske regering fører. Men vi har Dansk Folkeparti til at gøre det beskidte arbejde. Vi kan så hugge på dem og på den måde erhverve os et moralsk fripas. > Kunsten og kunstnerne i Danmark skal også spændes for dette antikverede politiske projekt. Brian Mikkelsens kultur-kanon-projekt repræsenterer én stor fortrængning af, at vi i den praktiske politik for længst er på vej ind i det nye Europa. Det er ganske vist nødvendigt at kende sine rødder. Men vore rødder kommer først til syne, når vi konfronterer os med de europæiske perspektiver. Det er ikke tilfældet i kultur-kanon-projektet, hvor vi tvært imod vender os mod det ganske særegne i den danske kultur, som om det fandtes, og som om det ville være interessant, hvis det fandtes. Vi danskere har jo netop levet af at importere kultur og dannelse fra de forskellige europæiske lande. Vi har igennem historien været præget af Tyskland, Frankrig, England og de andre europæiske lande. Man kan da godt sætte Holberg ind i en danske kulturkanon; men det interessante er dog, at Holberg havde lært det hele af Moliere. Selv vor store Kierkegaard kunne kun skrive i lyset af tyskernes Hegel. Og hvad med vor protestantiske religion, hvad ville den være uden tyskeren Luther. > Konklusionen på alt dette er, at der i Danmark er god brug for de europæiske refleksioner, som PRO har sat på dagordenen med denne udstilling på Charlottenborg. > Man kan så spørge, på hvilken måde billeder og skulpturer kan bidrage til den europæiske refleksion. Så vidt jeg kan se, kan de bidrage til denne refleksion ved at fortsætte med den kunstneriske skaben og refleksion, som aldrig kan være af den bornerte karakter, som Brian Mikkelsen har formuleret i sit kanon projekt. Danmark skal ikke ses inde fra en kulturkanon. Danmark skal ses i dialog med den europæiske kultur og kunsttradition og i dialog med den kunstneriske skaben, som finder sted i alle andre byer i Europa. Der er for eksempel i denne tid mange danske kunstnere, der slår sig ned i Berlin. Men Berlin er i den forbindelse ikke en by i Tyskland. Berlin er en by i Europa. Det samme kunne siges om de andre byer i Europa. Vor praktiske bevidsthed er på vej ud i Europa på samme måde, som den har været det gennem hele vor historie. Det er på denne vandring og i denne dialog, at den kunstneriske skaben også finder sted. Den europæiske refleksion er også kunstens refleksion og skaben. > PRO bidrager gennem sin udstilling til den europæiske refleksion og skabelsen af det nye Europa. Som man vil se på udstillingen, er der nogle kunstnere, som helt eksplicit tager direkte udgangspunkt i den europæiske refleksion. Gunnar Saietz udstiller for eksempel et billede med navnet ”Den indre europæiske svinehund”. Gunnar Bay kalder mere bredt nogle af sine billeder for reflections og knytter på den måde an til det overordnede tema for udstillingen. Det er karakteristisk, at de fleste deltagere på udstillingen fortsætter deres refleksioner og kunstneriske skaben i den europæiske tradition, som i sidste ende strækker sig tilbage til den sene middelalder og renæssancen. > På denne måde peger hele PRO udstillingens mange kunstnere på, at Brian Mikkelsen måske skulle begynde at interessere sig for den europæiske kulturkanon, og at integrationsministeren måske skulle begynde at indse, at vi ikke kan løse vore nationale identitetsproblemer i Camp Dannevang ved at sende de unge mennesker til Malmø. > Der er brug for et andet perspektiv. Der er brug for et PRO europæisk perspektiv gennem en kritik af den antikverede regressive bornerte nationalromantiske kulturpolitik i Danmark.