PRO 2006 Charlottenborg Retur til forside

 Mand(dom)- af Ida Jørgensen

> Glem alt om blufærdighed, glem alt om ungdom - oplev i stedet mandekroppens liv fortalt via fotografens linse når ni gamle mænd, viser den aldrende nøgne krop frem.

> Iklædt boksehandsker og boksehjelm, poserer en række ældre mænd, i deres private stuer. Alle står de på et rundt hvidt podieagtigt tæppe, der giver mindelser om spotlightets lyscirkel. Med tydelige referencer til bokseren som symbol på indbegrebet af den typiske maskuline råstyrke og potens, er disse mænd rent kropsligt i praksis dog for længst trådt uden for spotlightets lyskegle. Maveskindet hænger slapt ned, den smalle talje og de brede skuldre har efterhånden samme centimetermål og brystmuskulaturen ligger under for tyngdekraftens ubarmhjertige vægtskål.

> I et samfund hvor ungdom er svaret (næsten uanset det stillede spørgsmål) er den gamle mandekrop fuldstændigt ikke-eksisterende i mediebilledet.

> Fotografen Tune Andersen (f.1958) sætter imidlertid modigt fokus på mandens aldrende krop. Som kunstfotograf bekender Tune Andersen sig til det iscenesatte fotografi, der nøje planlægges før selve knipset. I The Boxer kommer dette tilhørsforhold til udtryk i udklædningsrekvisitterne, baggrunden og arbejdet med posituren.

> Indholdsmæssigt er Tune Andersen som så ofte før i sin kunst optaget af eksistensen og det eksistentielle – hér det hylster, vi mennesker nu engang slæber rundt på og som uundgåeligt ældes ad åre. Kontrol/tab af kontrol bliver således The Boxers egentlige ærinde.

> Med serien The Boxer bevæger Tune Andersen sig ind i et uopdyrket og spændende felt, hvor beskueren tvinges til at forholde sig til manden udelukkende som ”krop”. I nyere tid har en mandetype som især den metroseksuelle mand legitimeret at mænd også er forfængelige. Tune Andersen bidrager til emnet ved knivskarpt at zoome ind på mandekroppens forfaldsproces ved hjælp af kameralinsen.

> Ved at håndkolorere fotografierne med brunlige nuancer opnår fotografen et ældet, patineret udtryk samtidig med at det rene hvide podieagtige tæppe lyser af jomfrulighed og gør mændenes kroppe mere markante. Humoren og ironien lurer befriende lige under overfladen eller bag boksehandsken om man vil.
Ida Jørgensen