PROTEST MOD UDELUKKELSE AF
SAMMENSLUTNINGERNE PÅ Charlottenborg
aflevering af underskrifterne til kulturministeren - se billederne
Retur til forside

 
 
 
 


Billedtekst: Kulturminister Brian Mikkelsen modtog i dag mere end 6200 underskrifter, herunder fra en række kulturpersonligheder og erhvervsfolk, der støtter kunstnersammenslutningernes fortsatte udstillingsmulighed i Charlottenborg udstillingsbygning. Fotograf: Karsten Weirup

 Pressemeddelelse

11. april 2007

Kulturminister Brian Mikkelsen modtog i dag mere end 6200 underskrifter fra de fire kunstnersammenslutninger CORNER, GRØNNINGEN, DEN GYLDNE og PRO

I dag tog kulturminister Brian Mikkelsen imod mere end 6200 underskrifter fra de fire kunstnersammenslutninger CORNER, GRØNNINGEN, DEN GYLDNE og PRO, som de sidste par måneder har indsamlet underskrifter fra personer, der ønsker at støtte kunstnersammenslutningernes mulighed for fortsat at kunne udstille i Charlottenborgs Udstillingsbygning.

Blandt underskriverne er mange kendte kulturpersonligheder og erhvervsfolk, der støtter op om, at de fire kunstnersammenslutninger i fremtiden skal have mulighed for at udstille i Charlottenborg Udstillingsbygning på samme vilkår som hidtil.

"Vi sætter fortsat vores lid til, at kulturministeren som øverste politiske ansvarlig for Charlottenborg Udstillingsbygning, vil følge sin ekspertrapports konklusioner om, at Charlottenborgs Udstillingsbygning fortsat skal give rum til kunstnersammenslutningerne og derved undgå, at den beklagelige beslutning hans to medarbejdere, bestyrelsesformand Erik Steffensen og direktør Bo Nilsson, har taget, bliver gennemført," siger Lars Ravn, der sidder i ledergruppen for CORNER.

Blandt underskriverne er seks museumsdirektører blandt andet Allis Helleland, direktør for Statens Museum for Kunst, kunsthistorikere herunder Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, direktør for Ny Carlsbergfondet, Hanne Finsen, tidligere direktør for Ordrupgaard samlingen, en række forfattere, journalister, skuespillere og musikere heriblandt Benny Andersen, Samuel Rachlin, Poul Dissing, Chris Minh Doky, Erik Clausen og Ghita Nørby, og erhvervsfolk herunder Peter Augustinus og Svend Askær.

Listen, med de kendte kultur- og erhvervsfolk, der støtter kunstnersammenslutningerne, kan fremsendes efter aftale med pressekonsulent Tine Vorting på tlf. 20 78 28 95, der også står til rådighed for yderligere oplysninger.

Med venlig hilsen

 

CORNER v/Lars Ravn, GRØNNINGEN v/ Peter Bonnén, DEN GYLDNE v/Gorm Eriksen og PRO v/Bodil Brems